torsdag den 22. april 2010

April i haven



Jeg har fået gravet en del af bedene og i sidste weekend fik jeg lagt kartofler. I år har jeg købt nogle mere udsøgte kartofler, som jeg glæder mig meget til at høste. Det er fx Cerise, som er rød udenpå og mørkegul indeni. Braser man dem, skulle de blive gyldne, orange-røde. De skulle også smage himmelsk og være til mange Michelin-stjerner. Så må vi jo se om kokken kan leve op til det ;o)

Jeg har i år fået fat i en del Blå Congo, så der skal forhåbentlig høstes en masse af dem til blå kartoffelsalat og mos og hvad man nu kan finde på.


Eller bliver bærbuskene grønnere, purløg og persille pibler frem og rabarberne gror, så man næsten kan se det, når man kigger på dem. Det varer ikke længe før de første kan trækkes.

De første rækker ruccola og spinat blev også sået og så er de første asparges begyndt at stikke hovederne ovenfor. Dem skal jeg jo desværre lade være et par år endnu, da jeg jo først plantede dem sidste år.

Endelig blev jeg også fristet af et tilbud på 3 blåbærbuske til 129,- De modner i juli, august og september og har de meget sigende navne: Julia, Augusta og Septa.






Ingen kommentarer:

Send en kommentar